Bestyrelsen har modtaget denne mail fra Bispebjerg Miljøcenter, måske det kunne have interesse for nogen her i foreningen at gå til det nævnte opstartsmøde i morgen (Det er godt nok et meget kort varsel!)
Kære Grundejerforening
Bispebjerg Miljøcenter er ét af Københavns Kommunes 8 Lokale Miljøcentre. Centret skal være med til at igangsætte og forankre det lokale agenda 21 arbejde. Agenda 21 handler om at yde en miljømæssig indsats i nærområdet, og gerne se på tværs af miljø, sundhed, kultur mv. Det overordnede mål er, at sikre det globale miljø ved en fælles indsats på lokalt niveau.
Bispebjerg Miljøcenter har fået til opgave at udbrede vores miljøarbejde til Brønshøj og Husum, og samtidig dække vores hidtidige område Bispebjerg.
Vores opgave er at skabe konkrete projekter, samt opfordre til og hjælpe borgerne i København med at forbedre det lokale miljø. Det kan for eksempel være, at vi laver energisparekampagner, informerer om brænde eller solcelleenergi. Vi laver foldere om, hvor man finder miljømærkede varer, om affaldssortering eller om muligheder for at skabe en grønnere baggård. Vi holder foredrag om kemikalier i husholdningen, el-besparelser, miljøvenlig kørsel og meget andet.
I løbet af året vil vi gerne ud til villaer i Brønshøj og Husum og give gode råd om energibesparelser med udgangspunkt i de huse, vi ser på. Vi vil gerne ud og snakke om havens pasning, og genveje til en sund og smuk have. Og vi har rigtig mange gode ideer til fællesarrangementer som for eksempel generalforsamling i grundejerforeninger. I efteråret vil vi gerne ud til de mange lækre æbletræer med vores æblepresse, så du kan få most fra egne træer. Så hvis du eller din grundejerforening vil være med til at lave en have-vandring, el-checkbesøg eller æbledag, kan du kontakte os på mail sia@bimi.dk eller tlf: 35 85 01 68.
Bispebjerg Miljøcenter har en miljøpulje, der hvert år støtter borgergrupper og institutioner, der har gode ideer til miljøforbedringer. Puljen har ansøgningsfrist første gang i år d. 11. marts 2008.
Til vores bestyrelse søger vi en eller flere miljøinteresserede personer fra Brønshøj og Husum. Vi vil gerne have fat i en bred gruppe af beboere, så hvis du synes det lyder interessant, er du meget velkommen til at henvende dig til centerleder Marie Daugaard, tlf: 35 85 01 69.
Vi holder et opstartsmøde for beboere, foreninger skoler og institutioner i Brønshøj og Husum:
TORSDAG D. 24. JANUAR
KL. 19.30
PÅ BRØNSHØJ BIBLIOTEK
-og I er selvfølgelig inviteret
Vi er meget interesserede i at få god kontakt til de foreninger, der findes i Brønshøj og Husum, så hvis du vil være vores kontakt til dit opland, vil vi være glade for en mail med oplysninger om hvilken forening, du repræsenterer. Send oplysningerne til mail: sia@bimi.dk.
Som kontaktperson vil du kun modtage relevante informationer fra os, som vi vil bede dig om at udbrede til dit netværk. Hvis du er interesseret i generelle nyheder fra os, kan vi også sende dig vores nyhedsbrev. Skriv i mailen om du vil have nyhedsbrevet.
Mange hilsner
Sia Boesen
Miljømedarbejder, Bispebjerg Miljøcenter
Lygten Station, Lygten 2
2400 København NV