Plæneudvalgets forslag
11. august 2024 af Jakob
Plæneudvalget, som trækker tråde tilbage til grundejerforeningens generalforsamling i 2023, er nu kommet med en visionær plan for Plænen. Bestyrelsen er imponeret over udvalgets arbejde og bakker fuldt op om planen. Før bestyrelsen træffer endelig beslutning om Plænen, synes vi, foreningens medlemmer skal have mulighed for at komme med bemærkninger. Glæd dig til at læse mere om planen nedenfor.
Hvis du har ris, ros eller ændringsforslag, så skriv dem til bestyrelsenslv@gmail.com
Bemærkningerne vil så hurtigt som mulig blive lagt op her, så alle kan følge med
Frist for bemærkninger er 28. august.
Plæneudvalgets vision
Plænen er samlingspunkt i grundejerforeningen Slotsfruens Vænge. Det er her, vi mødes til sommerfest og fastelavn. Det er her, børnene spiller fodbold og gynger. Det er også sådan, det skal være fremover.
Vi ønsker, at Plænen skal være mødested for slotsfruer, så vi kan lære hinanden at kende, styrke naboskabet, få nye relationer og understøtte fællesskabet.
Plænen er stor, og det ønsker vi at få mere glæde af. Plænen skal fortsat være et åbent, grønt område, som fremstår som en oase i grundejerforeningen. Der skal fortsat være et frit åbent areal til sommerfest, fastelavn og fodbold, men vi vil også åbne mulighed for aktiviteter, som styrker fællesskabet for alle i foreningen, og samtidig har en fredelig karakter, så det ikke belaster dem, der bor ud til plænen.
Vi ønsker, Plænen skal være et aktiv for foreningen og ikke tiltrække folk udefra.
Vi ønsker også, at Plænen skal være et sted, hvor biodiversitet kan få gode betingelser.
Vi håber, I har lyst til – sammen med os – at få Plænen til at være et samlingssted for godt fællesskab og godt naboskab i vores grundejerforening.
Konkrete elementer i planen
VI har vedhæftet en illustration, som overordnet viser vores tanker:
- De to store træer, HOFOR har fældet i forbindelse med etablering af grønne vejbede, bliver erstattet af en ask og en lind. Efter forhandlinger med HOFOR har de indvilget i at plante 4 meter høje træer, hvor deres udspil var 2 meter høje træer. Træerne ventes plantet i efteråret 2024.
- Bærbuske. Vi vil sætte bærbuske til fri benyttelse for alle i grundejerforeningen.
- Petanquebane. Vi vil etablere en petanquebane i den nordlige ende af Dyssevænget op mod Husum station.
- Aktivitetsbane. Vi vil lave en aktivitetsbane, som kan bruges af børn til leg og voksne til træning.
- Kvashegn. Vi vil sætte pæle til kvashegn og opfordre alle til at bidrage, så vi i fællesskab kan etablere 1 meter høje kvashegn, som understøtte biodiversitet og samtidig giver nogle lækroge på Plænen
- Vi vil lægge sten, som børn kan balance på
- Vi vil lave sammenhængende forløb med beplantning til understøttelse af biodiversitet
Økonomi
På generalforsamlingen i 2023 blev der afsat 100.000 kr. til beplantningsudvalget. Bestyrelsen har godkendt, at midlerne kan bruges af Plæneudvalget, som er en sammensmeltning af beplantningsudvalg nedsat på generalforsamlingen i 2023 og udvalg til design af fællesområdet nedsat på generalforsamlingen i 2024.
Bestyrelsen er ikke afvisende overfor muligheden for at tildele flere midler, hvis det skønnes hensigtsmæssigt i forhold til at realisere udvalgets vision for plænen.
Hertil kommer, at der skal afsættes midler i budgettet til vedligeholdelse og græsslåning.
Denne side har følgende undersider.